Alkohol og Trafik

 

Kurset udbydes af Regionerne. Inden for hver Region er der forskellige udbydere. Du kan finde oplys-ninger om udbyderne ved at følge linket til AT-KURSER's hjemmeside. Det er dog nok ikke alle udbydere, der er repræsenteret på denne side.

 

Kurset koster 2.000 kr., som skal betales inden kursusstart, ligesom du skal underskrive en kursuskon-trakt. (kursuspris fra 1. januar 2011 kr, 2.500,00)

 

Kurset er på 4 lektioner á 2½ time. Der er mødepligt til alle 4 lektioner, du skal komme ædru og til tiden. Hvis du ikke møder til tiden, eller du er påvirket, kan du udelukkes fra kurset. Du skal dernæst igen betale kursusgebyr og starte forfra. Bliver du syg, kan du måske få lov til at fortsætte på kurset, mod at du kommer med en lægeattest, og senere møder til den manglende lektion.

Kursets formål er at give kursisterne bedre alkoholvaner. Kurset forsøger ikke at tvinge kursisterne til at ændre holdninger, men de første 3 lektioner handler om alkohol, dets virkning på kroppen, statestikker om alkohol og ulykker, forbrænding af alkohol og meget andet. 4. lektion handler om den Kontrollerende Køreprøve.

Det er også et krav, at du deltager aktivt på kurset. Det vil sige, at du deltager i diskussionerne mv. Erfaringerne viser, at jo mere kursisterne taler sammen og deltager i diskussionerne, jo bedre bliver kurset. Det er jo ingen hemmelighed, at det ikke er morsomt at blive tvunget på et kursus, men kurset er lærerigt med dygtige undervisere og kursister, der kommer med en indstilling om at deltage aktivt.